Regler for havevanding

Greve Vands regler for havevanding og brug af badebassin

Vandkande der vander blomster

Vandværkerne i Greve Kommune er enige om følgende regler for havevanding:

Græsplæner må ikke vandes. En tørkeramt græsplæne bliver grøn igen, når der kommer regn.

Der må ikke bruges automatiske havevandere. Anskaf en regnvandstønde til opsamling af regnvand til vanding. Årsagen til forbud mod vanding af græsplænen samt brug af automatiske havevandere skal findes i, at vandet er en naturlig ressource, som findes i undergrunden. 

Det er tilladt at vande med vandkande og eventuelt håndført vandslange mellem kl. 20.00 og 01.00. For at mindske fordampningen er vanding i dagtimerne ikke tilladt, og efter kl. 01.00 foretager Vandværket målinger af forbruget i nattetimerne for at konstatere eventuelle ledningsbrud og utætheder i ledningsnettet.

Forbuddet gælder også for idrætsanlæg, herunder golfbaner. Vandværket kan dog i særlige tilfælde give tilladelse til vanding af idrætsanlæg.

Hvad gør jeg med min gule græsplæne?

Citat, Jesper Carl Corfitzen, Boligejernes videnscenter Bolius:

Efter mange uger med meget lidt regn og usædvanligt mange solskinstimer for årstiden er græsplænen mange steder gul og vissen at se på. Men lad nu være med at bruge både vand og penge på at vande den, for selv om en gul plæne ikke ser pæn ud, så bliver græsplænen grøn igen, lige så snart det på et tidspunkt begynder at regne. Og hvis der er huller i græsplænen efter slidtage, kan man i september altid så nye græsfrø. - Det er ikke i orden at bruge ressourcer og penge på det. Vi bliver nødt til at prioritere lige nu, så hold op med at vande græsplænen, siger han.

Der er nemlig masser af andre ting i haven, som lige nu virkelig trænger til vand – og som ikke kan overleve uden.