1. spadestik til nyt vandværk

Den 29. september 2023 blev der taget første spadestik til et nyt, stort vandværk i Greve, som kommer til at hedde H2O-Fabrikken. Vandværket vil stå færdigt i 2025 og vil sikre blødgjort drikkevand af god kvalitet til Greves voksende befolkning i mange år frem.

1. spadestik af Borgmesteren og Formanden

Formand for Greve Vandværk Peter Vilhelmsen og borgmester Pernille Beckmann tog sammen med børn fra børnehaven Vesterbo første spadestik til det nye vandværk. H2O-Fabrikken erstatter de to gamle vandværker  og vil i løbet af 2025 forsyne størstedelen af Greve-borgerne med blødgjort vand med en hårdhedsgrad på mellem 8 og 10 dH. Vandet i Greve Kommune indeholder meget kalk, og det betyder, at blandt andet elkedler og kaffemaskiner hurtigt kalker til. Det vil det nye blødgøringsanlæg kunne afhjælpe. 

Det nye vandværk kommer til at ligge overfor Greve Landsby, og udformningen har fokus på at forene praktiske hensyn med æstetik og rekreative formål. Værket bygges i naturfarver, der kommer solceller på taget og omkring vandværket bliver der plantet trægrupper og urter. Forbipasserende vil kunne kigge ind ad vinduerne og få et indblik i vandets vej på det flotte nye vandværk.